Jeg tror jeg mødte min for 4½ år siden. I går aftes snakkede vi om de 3 uger jeg var indlagt lige efter den lille mand var født. De 3 uger, hvor jeg kun måtte se min lille 3 uger gamle baby og min 2-årige prinsesse 5-6 timer om dagen. De 3 uger, hvor den bedste lyd, var lyden af små fødder der løb hen ad gangen.
(http://blog.multipelsklerose.dk/2011/06/01/lyden-af-sma-f%C3%B8dder-der-l%C3%B8ber-ned-ad-gangen/)
Efter en uge på en stor neurologisk afdeling, 8 senge på stuen kun afskærmet af et gardin, var jeg ved at gå til. Jeg var hele tiden ked af det og ville bare hjem. Jeg var lammet fra brystet og ned så at komme hjem var ikke lige muligt. Det er endnu engang mandag, det er sidst på eftermiddagen og jeg har lige vinket farvel og er vendt tilbage til stuen. Hun kom ind i iført en mørk jakke, sorte solbriller med stort flot mørkt hår og et skønt irsk accent.
Vi faldt straks i snak. Hun startede med at undskylde de sorte solbriller men lyset gjorde ondt i hendes øjne. Jeg spurgte, hvorfor hun var her? ” MS ” svarede hun. Det gav mig håb, da hun sagde det. Jeg var pludselig ikke den eneste. Hun fortalte, at hendes attacks altid kom pludseligt. Ligesom den anden dag, hvor hun var på vej til skole og børnehave med hendes 3 døtre og pludselig lå på jorden. Hun kom op, fik børnene afleveret men så var kræfterne også brugt op. Alt hun fortalte var med en fantastisk positivitet, hun smilede hele tiden og var meget ‘matter of fact’!
Hendes mand ringer. Bagefter fortæller hun, at han ikke har styr på det alene, at hun hellere måtte komme hjem, pigerne savner hende, at det er mere stressende at være her, sygdommen måtte gå sin gang! Næste morgen udskrev hun sig selv.
Da prinsessen, faren og den lille mand kom den dag, var jeg på toppen (stadig lammet men pyt) følte jeg kunne klare det hele. Mine øjne skinnede, jeg havde fået farve i kinderne og mod på livet igen. Sygeplejerskerne mærkede det, familien mærkede det og jeg mærkede det.
Var denne kvinde der for at fortælle mig, at livet går videre, at det ikke nytter at græde og rase, at muligheden, at give op, ikke findes? Var hun min skytsengel?
Faren er kørt på arbejde og har efterladt en lille tør plet i indkørselen. Selvom min bil står under halvtag, var den stadig dækket af et let lag sne. Det sneede også stadig da prinsessen, den lille mand og jeg kørte afsted til skole og børnehave.
Men men men ….. nu bliver det forhåbentlig ikke liggende alt for længe! Her i weekenden er det helt ok men så må det være det! Eller hvad….?? Vågnede du op til sne?
Har sendt børnene af sted i skole i det skønneste vejr. Jeg måtte lige tage nogle billeder. Billederne vil jeg dele med jer :-)
