Lidt mere om den der handikapbil men intet nyt.

Jeg fik brev i e-boksen fra kommunen. En masse dokumenter om mig selv, som jeg lige skulle kigge igennem. Og ville jeg så være sød at maile, hvis der var mangler m.m??

Jamen, okay så. Det var en beskrivelse af mig, min sclerose, mit daglige liv og sådan. Det var beskrivelser af mig fra min neurolog. Alt sammen noget der skal sendes til høring lige om lidt. En høring angående en mulig handikapbil til mig.

Det er meget mærkeligt at læse igennem sådan sort på hvidt. At se sig selv beskrevet, hvor langt kan jeg gå og på hvilket underlag. Hvad foretager jeg mig i løbet af en dag. Hviler jeg. Hvem besøger jeg, kan jeg selv gøre rent, er det mig der laver mad…. Jeg kunne skrive mange flere ting jeg læste om mig selv. Det er så mærkeligt at læse sort på hvidt, hvad jeg kan. For nogle dage kan jeg mere end andre. Nogle dage når jeg rigtig mange ting uden at blive træt i benene. Andre dage foregår det meste siddende. Det står der ikke rigtig noget om i redegørelsen. Der er det bare, hvad jeg kan og det er ikke rigtig specificeret ud eller noget. Men det kan de vel heller ikke? Det er vel nødvendigt med bare en overordnet vurdering.

Efter jeg har læst redegørelsen, har jeg stadig ingen ide om jeg skulle være i den kategori der får hjælp til bil eller ej. Det hjælper egentlig heller ikke noget at spekulere på det. Svaret kommer, når de der kommunefolk har læst det hele og taget en beslutning.

Imens venter vi!

Udgivet den af Mette | Udgivet i Håndtere MS, Min MS historie | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

En dum dag…

image17 300x225 En dum dag...

En ganske almindelig dag, hvor jeg skulle arbejde i København. Jeg var med flyveren fra Aalborg. Skulle hjem samme dag fra København. Det jeg så ikke var bekendt med, var at SAS var i lønforhandlinger, og ikke var enige, så deres møder trak ud – og det betyder aflysninger og forsinkelser på flyafgange.

Mit fly fra København skulle afgå kl 15.00, men blev forsinket flere gange. Jeg kom dog hjem efter 2 timers forsinkelse.

image18 300x225 En dum dag...

Så havde jeg travlt med at komme hjem til mand og børn, så jeg glemte alt om politi og fartbøder….med det resultat, at jeg blev stoppet af politiet. Æv æv æv … og mere æv. Det er jo de dummeste penge at betale.

 

image16 300x225 En dum dag...

Det var en dum dag….

Udgivet den af Tove | Udgivet i Arbejde | Skriv en kommentar

træningslejr

For første gang i mange år har jeg været på træningslejr. Turen gik til Århus, da vi på holdet ikke kunne få afsat en hel uge og tage til Tyrkiet. Det var nu helt okay for os spillere, for det var ikke kun træningen vi gik op i. Vi har nemlig ikke haft mulighed for at få de nye spillere helt ind på holdet rent socialt. Det havde vi mulighed for nu, da vi skulle være sammen intensivt i 4 dage.

Vi startede dagene op med 2x træning, og imellem træningspassende blev der hygget med Playstation og fodbold i fjernsynet. Dagene var faktisk utroligt udmattende. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Personligt er man på hele tiden, for man skal jo være social og kan ikke bare sidde inde på hotelværelset og se fjernsyn. Selvom det var hårdt var det nu ganske givende for holdet kan man mærke.

Udover de 4 dage blev der indlagt forskellige konkurrencer. Der blev konstant konkurreret om hvem der skulle bære træningsmaterialer frem og tilbage, samt hvem der skulle servere aftensmaden.

Om lørdagen blev der også givet lov til at kigge nærmere på Århus´ byliv. Dette var naturligvis kærkomment for os spillere. Vi kunne slå os løs og få lidt til ganen. Dette har man hørt ofte ender ud i skandaler. Heldigvis var byturen nogenlunde acceptabel, og dermed var træningsopholdet en succes.

Udgivet den af Martin | Udgivet i Hobby/Interesser, Relationer | Skriv en kommentar

Comfort food!

Jeg er så heldig at jeg i fødselsdagsgave fra min søster fik Jamie Olivers kogebog “Comfort food”, som jeg kun kan rose til skyerene. “Comfort food” er mad hvor der ikke bliver set på fedtprocenterne eller kalorierne, men retter der skal forkæles med en gang imellem.

Jeg gik straks i gang med desserterne, selvfølgelig, og de har været så lækre!

Den første jeg lavede var den cheesecake med smeltede skumfiduser på toppen. Min lignende så bare slet ikke den i bogen, men smagte nu rigtigt skønt alligevel. Børnene synes det var SÅ sejt da jeg flamberede dem med min lille brænder…Som I kan se stod den så på Ludo og kage, ikke en dårlig kombination hvis du spørger min mellemste barn, Bastian, der er stor fan af hygge.

IMG 2309 300x225 Comfort food!

 

IMG 2308 300x225 Comfort food!

 

Udgivet den af Kathrine | Udgivet i Familie og børn, Hobby/Interesser, Ikke kategoriseret | Tagget | Skriv en kommentar

Frem eller tilbage???

Hvis du blev tilbudt en rød og en blå pille. Hvilken farve ville du så vælge??

Hvis jeg så fortæller dig,  at den røde pille lader dig gå 10 år tilbage i tiden mens den blå lader dig gå 10 år ud i fremtiden. Hvilken farve vælger du så ????

Jeg ville vælge den røde og tage 10 år tilbage i tiden. Ikke for at ændre noget, men bare for at være der igen. Her er nogle glimt  fra mit liv for 10 år siden.

- Jeg var gravid med vores første barn. Det var en lille prinsesse der lå derinde, men det vidste vi ikke.

- Vi havde sæsonbillet til Stamford Bridge så vi så alle Chelseas hjemmekampe. De vandt og vandt og vandt i takt med min mave voksede og voksede og voksede. De vandt Premiere League for første gang i 50 år, 3 måneder inden prinsessen blev født.

- Manden spillede stadig i sit band og spillede gigs rundt omkring i nord London. Prinsessen i maven sparkede i takt med sin fars trommer.

- Vi nød det fantastiske lune forår, den varme sommer og spiste en del chicken kebab, fra vores lokale take away, på vores terrasse i vores lille lejlighed i London.

- Vi prøvede at bilde os selv ind,  at vi ikke var nervøse over at om lidt ville vi få et lille bitte barn. At om lidt skulle vi være forældre og voksne….

- Vi var klar, men noget så nervøse,  da hun endelig kom til verden.

- Vi blev hurtigt vant til vores lille prinsesse. Hun passede fint ind i vores liv i lejligheden i London.

- Jeg var tilbage på arbejde (med prinsessen på armen) efter 3 måneder.

- Hver fredag havde jeg fri og prinsessen og jeg gik som regel en tur, shoppede lidt og sluttede af med en cafe latte i Starbucks. Hun elskede skummet… (det gør hun stadig)

- Vi holdte vores første jul med prinsessen i England og hendes første Nytår i Danmark.

- Nå, ja og så havde jeg jo ikke Sclerose!

 

Udgivet den af Mette | Udgivet i Familie og børn, Min MS historie, Rejse, Tanker | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stolt

Det kan virke gammeldags det der stolthed.

Men det betyder noget for mig, at jeg kan være stolt over det jeg ,eller den virksomhed jeg arbejder for.

Jeg har været ansat i den samme virksomhed i næsten 25 år og jeg var stolt (ihvertfald de første 20 år). Stolt over de produkter vi lavede og solgte, stolt over de resultater vi nåede, stolt over vores faglighed, stolt over måden vi opførte os på…bare gennemstolt !

Jeg tror ikke jeg kunne arbejde for en tvivlsom virksomhed, med tvivlsomme produkter og/eller en tvivlsom adfærd. Og jeg undrer mig til tider over at nogle kan og vil. Måske fordi det giver smør på brødet, de ser det måske slet ikke eller måske synes de “at penge ikke lugter” ?

- ved det ikke og skal ikke dømme. Jeg ved bare, at jeg ikke kunne.

Udgivet den af Henrik | Udgivet i Tanker | Skriv en kommentar

En fantastisk kvinde…

image14 e1424006327998 300x225 En fantastisk kvinde...

Spændende læsning om en spændende kvinde, som har prøvet/oplevet fantastisk mange ting i hendes liv. Flyttede til USA i en meget tidlig alder for at leve som model, fik barn i en tidlig alder, som hun “forlod” i Danmark for jobs i udlandet, skilsmisse, ny kærlighed i udlandet, stoffer, livet på den røde løber og meget mere.

Læs den!

image13 e1424006726419 300x225 En fantastisk kvinde...

 

Udgivet den af Tove | Udgivet i Hobby/Interesser | Skriv en kommentar

Vi er rigtig heldige.

At have raske børn. Vores to skønne unger på nu 7½år og 9½år (ja, det halve år er meget vigtigt). De har haft de der børnesygdomme de skal, men ellers er de næsten aldrig syge. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, for det er ikke fordi jeg på nogen måde er økologisk (sorry men de der økoprodukter er altså for dyre ) eller noget. De spiser uden tvang rigtig meget frugt og grønt. De får en vitamin D men ellers er vi ikke hysteriske eller sådan oversunde på nogen måde. Alligevel er vi bare så heldige, at de er meget lidt syge. Mindstemanden har haft omgangssyge flere gange, men han er aldrig syg længere end ca. 12 timer med det og beder derefter om mad i store mængder! Prinsessen har haft influenza en gang nogle år tilbage, ellers er hun forkølet engang i mellem og har måske feber en dags tid. Vi er godt klar over vi er heldige, at have så raske børn der ikke rigtig er modtagelige for andet end lus (men det er en helt anden historie) for de der lus er godt nok glade for prinsessens blod! Nå, det var lidt et sidespring….

For nogle uger siden var prinsessen temmelig forkølet med lidt hoste, men igen ok til at være i skole og sådan. Mindstemanden var helt ok men pludselig havde begge feber…. Det er sådan helt skræmmende, når man ikke er så vant til det og jeg bliver frygtelig pylret. Begge børn havde deres første sygedag fra skolen, men allerede den næste dag var de feberfri og klar. Prinsessen sagde lige så snusfornuftigt:

“Man er altså ikke syg bare fordi man er forkølet. Men det ved du nok ikke, mor. Du er jo aldrig sådan forkølet. Det er nok fordi dine ben ikke virker så godt, at du aldrig rigtig er forkølet, tror du ikke??”

Jeg ved det ikke, gør du??

Udgivet den af Mette | Udgivet i Familie og børn, Håndtere MS, Tanker | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Den smukke forladte ø

Forleden læste jeg en flot kronik på Politikens hjemmeside.
Denne kronik handler om en amarkaner der flyttede til Lolland. I kronikken bliver Lolland beskrevet som jeg også ser Lolland. Det jeg gerne vil skrive om, er hvad jeg husker Lolland for, hvordan jeg ser på Lolland, og hvor irriterende det er at høre på folk ytre sig om Lolland, uden at vide hvad Lolland er for en størrelse.

Jeg husker Lolland som trygt og roligt. Jeg voksede op i en lille by tæt på broen til Falster, og dermed er byen også godt lokaliseret i forhold til at komme til en by der har det der skal til, for at kunne kalde sig en by. Da jeg voksede op var der skole, bager, købmand, tankstation, og masser af erhvervsdrivende. I det hele taget, var der ikke meget drama i den lille by, der var derimod sammenhold. Vi holdte sgu sammen i min by. Jeg dyrkede sport i byen, og man handlede og støttede de lokale i byen.

Det jeg kan se nu er meget anderledes. Byen har mistet skolen, bageriet, de erhvervsdrivende og sammenholdet. Det er lidt som at gnisten er væk, når jeg er hjemme og besøge mine forældre. Jeg nyder at gå ture med min forældres hund på Lolland. Jeg synes øen er umådelig smuk. Markernes forskellige farver og nuancer, dyrerene der står på folden, små bække og åer er der utallige af. Naturen er der stadig, men når jeg går igennem byen bliver jeg lidt trist.

Det jeg hører fra folk der ikke har været på Lolland, er at Lolland er et udkantsområde. Det er et sted for sociale tabere, og man køre enten rundt med traktor, eller en Kadett med trailer. At komme med disse argumenter er jo dissideret uintelligent. Specielt når de fleste der kommer med disse argumenter ikke har været på Lolland. Ja, det er lidt dødt på Lolland, men det er jo klart når øen ikke har haft politisk opbakning i mange år. Ligesom resten af Danmark, har Lolland også brug for lidt hjælp for at komme på benene igen.

En ting er sikkert. Jeg vil altid forsvare Lolland, og jeg vil altid være stolt over at komme fra Lolland…. Også selvom det ikke er en selvfølge at jeg flytter tilbage en dag.

Udgivet den af Martin | Udgivet i Relationer, Tanker | Skriv en kommentar

Jeg tager mig en fridag

50+grise Jeg tager mig en fridag

Klokken er over syv, og jeg ligger stadig i sengen med benene højt. Godt nok har jeg alligevel ikke sovet, siden Kurt stod op halv seks, men bare det at kunne ligge her i fred og ro gør underværker!

Heldigvis er jeg kommet mig over, at det er unge mig – og ikke en af 50+erne – der må give efter for trætheden. Sådan er det jo bare. I stedet glæder jeg mig over, at det overhovedet er muligt for mig at arrangere disse ture til Mozambique – ja i det hele taget at rejse. For ti år siden kunne jeg ikke engang gå 100 meter. Plus alt det andet, jeg ikke kunne.

Det er så stor en glæde at kunne vise mit andet land og mit livsprojekt – WutomiAgri – frem. Selvfølgelig er jeg ikke lige stolt af alle detaljer! Men det at kunne vise, at Afrika er så meget andet end fattigdom og ebola, er gået hen at blive min dont. Det gør mig glad, når mennesker indser, at mozambiquerne jo er lige så forskellige, som vi er – og at det er muligt at bidrage til udvikling på en god måde.

Og så er det sjovt at rejse med 50+erne. Jeg er enormt begejstret for deres energi. I år bygger mændene grisesti til de nye unge grise – og vi har fået lært dem at begå sig i elektrisk hegn. Har du lyst, så følg os på deres Moz50plus-blog.

Nå – jeg må hellere komme op, så jeg kan nå at nyde min friformiddag.

Udgivet den af Lisbet | Udgivet i Rejse, Relationer | Skriv en kommentar