En lille mand og noget om 3 ugers lykke.

Fortsat…..

Da jeg til sidst slet ikke kunne gå og den lille mand i maven var stor, sund og klar til at møde verden. Ja, så valgte lægerne, at han gerne måtte tages ud 2 uger for tidligt. Det var stille og roligt, lægen der foretog kejsersnittet kendte vi så det var alt sammen en fantastisk oplevelse. 3 dage efter han kom ud fik jeg lov at komme hjem og stuen i vores lille hus i nord London, var der vi befandt os. Jeg kunne stå og gå en lille smule med et gangstativ nu da maven var væk. Jeg havde det godt, og og vi følte det hele nok skulle blive godt. Jeg havde alt fra rengøringshjælp, fys, jordmoder og personlig hjælp, der kom og gik hos os. De var fantastiske og manden, prinsessen, den lille mand og jeg kunne nyde hinanden og vænne os til livet som en familie på 4. Nå, ja og så lige vænne os til livet med en kronisk sygdom.

Prinsessen var lige blevet 2år, da den lille mand kom til verden. Hun tog sit job som storesøster meget alvorligt og ville rigtig gerne hjælpe til. Familie og venner kom forbi, forkælede os med gaver og en hjælpende hånd, skulle vi ha’ brug for det. Jeg blev bedre langsomt, kunne stå op og bevæge mig rundt med gangstativet længere og længere tid ad gangen. Jeg havde endnu ikke fået en MR scanning så tror også jeg lidt gik rundt og håbede den kære Dr. Plant havde taget fejl og jeg ikke havde sclerose.

Det havde han ikke og efter 3 ugers lykke og en langsom, men helt sikkert en bedring, vendte attakkerne til. Denne gang meget voldsomt og det var ikke kun benene der blev ramt, som det indtil videre havde været. Hele kroppen var under attak og jeg blev indlagt. Den lille mand på kun 3 uger måtte ikke blive indlagt med mig!

Fortsættes……

Udgivet den af Mette | Udgivet i Min MS historie | Tagget | Skriv en kommentar

Har du også oplevet psykosfæren?

Jeg har ofte nogle gakkede oplevelser, hvor jeg føler jeg står med et ben inde i psykosfæren. Det kan være et menneske som ikke er psykisk syg, men stadig så skæv i sin tilgang til andre at man tror det er løgn.

Jeg træner ofte i et bestemt træningscenter og hér træder jeg nogle gange ind i en skør verden. Jeg har fået skældud fordi jeg altid har høretelefoner på og ikke er social (han var så gal at hvis øjne kumme dræbe, så havde jeg ligget rallende på gulvet…).Jeg har oplevet folk finde på historier omkring mig, voksne mennesker der sladrer som små 3.klasses børn mm.

Hvad er der med nogle mennesker? Få jer nu et liv! Lad mig være når jeg træner. Jeg træner ikke for at lære en masse mennesker at kende, jeg er der ikke for at komme med i jeres hyggeklub!!!

Når det så er sagt så elsker jeg at træne eller hyggesnakke med de kvinder og veninder jeg kender. Det kan være inspirerende og være med til at man presser sig selv lidt mere. Så helt asocial er jeg for pokker da ikke…

 Har du også oplevet psykosfæren?

Udgivet den af Kathrine | Udgivet i Hobby/Interesser, Ikke kategoriseret, Tanker | Tagget | Skriv en kommentar

Jeg vil gerne ældes med ynde og så BANG!

Twitter har jeg omtalt før….men kan ikke lade være med at nævne det igen!

Der er så mange søde, sjove, skægge, vedkommende mennesker, der lige skriver en kort besked: et Tweet. Ingen roman og ingen madopskrifter tak.

Det er om alt muligt: livet, politik og Melodi Grand Prix. Og alt der imellem!

At se Melodi Grand Prix i år samtidig med at være på Twitter var en supersjov oplevelse.

Her få du lige et par Tweets fra mig:

Endnu en dag hvor jeg er blevet forbløffet og tænkt at nogle burde få sig et liv. Eller bare dø lige så stille…ved det; ikke pænt….

Jeg tror også jeg ville være vred hvis det forholdt sig som beskrevet. Men det gør det heller ikke…Peace on Earth

Opgaven til imorgen er klar: hvordan kan mit liv blive mere simpelt ?

Lækkert i andre øjne eller billeder med stor personlighed ? Tror jeg vælger det sidste

Jeg vil gerne ældes med ynde og så BANG!

snart behøver vi ikke betale for varer mere. En smiley og et like kan gøre det…

Hvis du er til humor kan jeg anbefale @TheTweetOfGod – mega sjovt (synes jeg)

Udgivet den af Henrik | Udgivet i Relationer, Tanker | Tagget | Skriv en kommentar

En sygdom og noget om ben der svigter.

Fortsat…..

Hvad folk har tænkt, hvis de så mig på toget den fredag i april 2007 vides ikke, for jeg spurgte ikke, og ingen sagde noget. London er stedet, hvor man nemt kan tude hele vejen hjem på toget uden blikke fra andre….

Vel hjemme igen brød jeg helt sammen og det samme gjorde manden. Vores datter kiggede på os, hvad der gik gennem hendes lille hoved vides heller ikke. Manden min havde googlet sclerose inden jeg nåede hjem, og jeg havde tænkt tusind tanker hele vejen hjem. Ingen af os havde noget at forholde os til, vi var chokeret, bange og kede af det. Internettet var absolut ingen hjælp, tværtimod, vi blev bare mere bange. Vi fik puttet prisessen og brugte så resten af aftenen på at forholde os til denne her besked.

Næsten morgen skinnede solen og alting var lidt nemmere at overskue. Vi var hurtigt blevet enige om, at jeg da sagtens kunne være en go’ mor, selvom jeg måske kom til at sidde i en kørestol. For når man googler sclerose, er kørestol det der popper op oftest, så vi valgte at forholde os til at det nok blev aktuelt.

Vi tog da heller ikke fejl på det punkt. I takt med maven og den lille mand i maven voksede, svigtede benene mere og mere. Jeg blev indlagt nogle dage ad gangen så hjem og ind igen. Jeg fik behandling for attakker som bare blev ved at komme uden pause og til sidst kunne jeg slet ikke gå.

Fortsættes……

Udgivet den af Mette | Udgivet i Min MS historie | Tagget | Skriv en kommentar

Skal jeg køre op eller ned?

en slapper på trampolinen Skal jeg køre op eller ned?

Hvor jeg elsker mine ture på Sclerosehospitalet! Jeg kan drosle ned og kun koncentrere mig om at træne og ellers at være god ved mig selv.

Jeg fik virkelig også trænet igennem denne gang. Samtidig med at hygge igennem. Der gik totalt hækleklub i den om aftenen, og jeg kunne slet ikke sige stop. Så mine 14 dage denne gang løb afsted uden alle de blogs jeg havde haft planer om.

Jeg vil dog give mig selv ros for min indsats. Både på trampolinen, crosstraineren, romaskinen, cyklen og med sjippetovet og gangstavene gik jeg amok.

Min hjerne derimod kørte helt ned i gear, så det er en brat opvågning at komme hjem til et hus i alment kaos. Vi er lige på trapperne til at rejse til Mozambique, så der er rigtig meget forberedelse og planlægning. Samtidig har jeg gang i flere malerprojekter, og der hamres og støver flere steder fra, da vi også er ved at få sat nye vinduer i.

Jeg er vist kraftigt i farezonen for at drosle helt ned i træning og op i stress igen på nul komma fem…

Udgivet den af Lisbet | Udgivet i Behandling | Skriv en kommentar

“Et smukt sted at dø”

Jeg er blevet anfører i min klub FA2000. Det er faktisk noget jeg er stolt af, og er glad for. Jeg har tidligere kun været viceanfører, og har altid gerne ville være manden, der skulle bære bindet på armen. Bindet på armen giver nemlig autoritet på et hold, men også ansvar. Et ansvar man ikke må ikke glemme, og autoriteten må man ikke misbruge.

En af tingene man skal som anfører er at give den sidste opsang på banen inden kampen fløjtes i gang. Her vil jeg gerne komme med et sidste udbrud, der skal skabe stemning for hård fight, og vilje til at vinde. I en kamp i Skanderborg udbryder jeg, ” Drenge, i dag skal vi ud og dø med støvlerne på, og med disse omgivelser er det et smukt sted at dø”.  For de fleste kan dette virke meget corny, og en smule barnligt. For vi ved alle, at det ikke er liv eller død, når vi spiller. Jeg vil dog mene, det er vigtigt for holdet. Både som den sidste opsang, men også som noget man kan snakke om bagefter. Jeg har det nemlig med at mumle en smule, og ikke altid at være artikuleret. Dette kom også til udtryk i den situation i Skanderborg. Bagefter måtte mine holdkammerater komme hen og spørge om hvad jeg egentlig sagde. Dette har givet os mange grin og drillerier imod mig. Drillerier som jeg elsker, og synes giver en dejlig stemning i bussen på vej hjem fra Jylland.

Vi er kommet i kreds 2 i Danmarksserien. Her er der ture til Jylland og Fyn. Først var jeg skeptisk, men nu er turene så vigtige for os. For her kan vi hygge, drikke øl, synge, og skabe os tosset. I de timer vi er på farten kan vi igen opføre os som umodne mænd, hvilket giver et dejligt afbræk fra den seriøse verden.

 

“Skanderborg stadion 2 timer før kamp”foto e1413889913456 225x300 Et smukt sted at dø

Udgivet den af Martin | Udgivet i Hobby/Interesser | Skriv en kommentar

Livsglæde og energi via mine skønne unger!

Jeg har lige givet et interview til MS bladet om graviditet og sklerose.

Det satte nogle tanker i gang om moderskab og hvorfor det er så vigtigt og betydningsfuldt. Moderskab har altid været en livsnødvendighed for mig.

Jeg har altid været sikker på at jeg skulle have børn på den ene eller anden måde. Behovet og lysten har været så stor, og den er ikke blevet mindre af at jeg fik diagnosen.

Hvorfor skulle den også det? Der er kvinder der er i tvivl om man skal eller har ret til at få børn, når man har denne sygdom. Sklerose har desværre mange ansigter og jeg synes selvfølgelig det er individuelt at vurdere om man har kræfterne. Men hvis det er forsvarligt, så må man ikke lade sine drømme om børn slukkes sammen med en sklerosediagnose.

Man fortryder aldrig de børn man får, kun dem man ikke fik.

Angsten for hvad der kan ske i morgen, er jo relevant for alle og IKKE kun sklerose patienter. Vi ved jo ikke om vi bliver kørt ned, får en blodprop eller et attack.

Hvis vi skulle leve vores liv præget af angst ville man efter min mening leve halvt.

Udgivet den af Kathrine | Udgivet i Håndtere MS, Tanker | Tagget | Skriv en kommentar

En besked og noget om følelser i tumult.

Fortsat……

Jeg skulle ikke vente nær så længe denne her fredag i april 2007, som da jeg var der 2 uger tidligere. Jeg havde jo en tid og en henvisning og havde også husket min bog. Eftersom det jo bare var mig, havde jeg tid til at læse indtil jeg blev kaldt ind. Det var en flink ung mand, en medicinstuderende, der kaldte mig ind og pænt spurgte, om han måtte være med på sidelinjen. Fint med mig og jeg blev ført ind til en virkelig rar ældre herre, Dr. Plant. Jeg blev undersøgt i øjet og han spurgte til den sovende fornemmelse i maven. Jeg forklarede det stadig var der, men jeg havde vænnet mig til det. Han ville gerne lave en fuld neurologisk undersøgelse, hvilket var sort snak for mig, så jeg fulgte bare trop. Da han nåede til at banke på mine fødder og prikke på min hud på benene, gik det op for mig de egentlig også sov. Efter jeg var undersøgt på kryds og tværs, satte vi os, så han kunne fortælle mig hvad han havde fundet ud af.

“Ved du hvad sclerose er?” “For det er det du har”

Han har nok sagt det mere blidt og sikkert forklaret en hel del, men jeg tror ikke jeg hørte helt efter. Han sagde, at de ikke kunne MR scanne mig mens jeg var gravid, men at han var 99% sikker i hans sag. Han efterlod egentlig ingen tvivl. Det var ret så tåget herefter. Jeg husker jeg ringede hjem til min mand og sagde det. Jeg kan huske jeg græd hele vejen hjem i toget der susede afsted under Londons gader, alt imens mine følelser var et stort tumult.

Fortsættes…..

 

Udgivet den af Mette | Udgivet i Min MS historie | Tagget | Skriv en kommentar

Fantastisk efterår…

Efteråret er her nu. Jeg kan mærke det på det omskiftelige vejr. Nu er her regn og rusk. Børnene efterspørger vanter til cykelturen fra morgenstunden. DET ER EFTERÅR!

blog 225x300 Fantastisk efterår...

Efterår betyder også utrolig smukke farver i naturen.

Forleden dag kom jeg forbi de her skønne krukker med lyng.

blog1 225x300 Fantastisk efterår...

En tur i skoven. Jeg tog en gren eller to med hjem til stuen…

 Fantastisk efterår...

 Fantastisk efterår...

 Fantastisk efterår...

 Fantastisk efterår...

 Fantastisk efterår...

Udgivet den af Tove | Udgivet i Hobby/Interesser | Skriv en kommentar

Never meant to be …

For mange år siden da jeg var ung og ikke var helt så desillusioneret, rodede jeg sammen med et par rigtig god venner med samplere og trommemaskiner.

Ingen af os kunne spille det allermindste ! – men vi havde det skægt og havde store drømme.

“It doesn’t matter to those who were left behind, see faces fading out and bodies torn apart”

Tracket er ca 27 år gammmelt og vi optog i et hug på en helt almindelig båndoptager. Det meste er gået tabt, for hvem kunne huske, hvad der var på det her bånd ?! Noone.

For nogle år siden fik jeg overført nogle enkle ting til MP3.

Det lyder ikke godt men 1-2-3 og jeg er 20 år igen! Og nu husker man kun de gode ting. Tiden har lagt et lyserødt filter over det hele.

Tak drenge for en god tid !

PS: det er helt iorden hvis du synes det lyder af helvede til…

Udgivet den af Henrik | Udgivet i Hobby/Interesser | Skriv en kommentar