Jeg har flere bekendte som jeg har haft hele livet. Bekendte jeg kender alt for godt – som jeg også tror jeg har til min sidste dag: Mr. Murphy og Mr. Doubt.
Mange kender sikkert mr. Murphy. Han dukker altid op når man mindst venter det, på trods af god planlægning og mange forbedredelser kommer han ofte uanmeldt forbi. Jeg har kan godt lide at få gæster, men jeg kan også lide, at de ringer inden de kommer !
Noget andet med Mr. Doubt. Her kan man vel sige, at der er tale om et kompliceret had/kærlighedsforhold.
Jeg elsker tvivlen, når den kommer andre (eller mig selv) til gode, når der bliver stillet spørgsmål ved det vedtagne, ved vaner og dogmer. Hvis man er heldig kan der komme fantastiske ting ud af tvivlen !
Jeg hader tvivlen, når den forhindre mig i at gøre ting.
I forbindelse med MS har jeg fået tvivl om min krop. Jeg har jo sådan aldrig tænkt på den eller over det. Tidligere passede hoved og krop ligesom sammen og jeg behøvede aldrig at konsulterer min krop inden jeg gik i gang med noget. Det kan man sige at jeg burde have, men det har jeg altså ikke gjort. Nu er det som min krop og hoved er særskilte størrelse, de er asynkrone.
Nu er det en god ide lige at rådføre sig med kroppen inden man går i gang. Det lidt uhyggelige er at jeg ofte får tanken ”det der klarer du ikke”. Og værst er det, hvis jeg siger nej (sker nu ikke ofte). Men tvivlen nager fra det øjeblik jeg har sagt ja og til jeg går igang..
I starten af maj måned tog jeg en uge med nogle andre ”fotonørder” til Dolomitterne for at fotograferer. Jeg har længe gerne ville dertil og det var fedt at kunne koncentrerer sig om foto. Og jeg er ikke sikker på at jeg kunne holde til det. Tvivlen overskyggede lidt glæden ved at skulle afsted. Sådan har jeg ikke haft det tidigere.
Hvis det nu er nogen som tænker: “Dolomitterne ? Hvad vil han dog der ?!” så prøv at besøge hanskrusephotography.com og se hans billeder fra Dolomitterne.
