Jamen, så var det sådan en jeg skulle ha’!

En rollator. Ikke et ord jeg bryder mig om men jeg ved ikke lige, hvad den ellers kaldes. Jeg kan jo ikke gå så langt ad gangen, det har jeg vist nævnt flere gange, og kun med stok. Det sidste års tid har jeg haft lidt bøvl med ryggen som diverse øvelser og træning ikke rigtig har kunne kurere. Jeg ved godt det især er stokken der nok er skyld i det, men selvfølgelig også andre ting. Men ja, stokken har i hvert fald ment, at jeg har gået skævt over en længere periode. Min fys har flere gange nævnt en rollator men ikke presset på. Tror godt han har kunnet fornemme, at jeg ikke var klar.

Klar??? Ja, klar til at gå med en rollator. Skal man være klar til det?? Ja, jeg skal, for det er noget af en overvindelse at ha’ sådan en. Men når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg er glad for den. Jeg går en tur hver dag på mellem 350 til 500 meter uden stop og udenfor. Det passer med en tur eller to rundt, hvor vi bor. Jeg har endnu ikke brugt den sådan rigtig offentligt men det kommer vel – eller måske ikke, hvem ved! Men for nu er jeg bare glad for, at jeg kan gå tur uden at panikke over, hvor jeg kan sidde hvis benene pludselig svigter. Så tager vi resten derfra…..

 

20141020 110303 Jamen, så var det sådan en jeg skulle ha! 20141021 090732 Jamen, så var det sådan en jeg skulle ha!

Udgivet den af Mette | Udgivet i Håndtere MS | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Never meant to be…/2

Indimellem gik der nu smukhed og lidt Jean-Michel Jarre drømme i den…

Ikke at det varede så længe heldigvis ! – var der tendens til at det måske, rigtig meget måske, arbejdede vi hårdt på at fucke det op…Og det var vi gode til.

Men det var fedt at gå og drømme om, fedt at lege med og fedt at fortælle til en fest !

Der var meget street credit (det hed det ikke dengang!) i at sige man spillede musik og folk synes det var kanon (hed det heller ikke dengang! ) og spurgte hvad for en slags musik vi spillede.

Sjovt at vi alle har så travlt med lige at finde en kasse vi kan putte ting ind i…

Udgivet den af Henrik | Udgivet i Hobby/Interesser | Skriv en kommentar

Dejlige Berlin…

Vi smuttede en lille forlænget weekend til Berlin. Vi lod børnene bliver hjemme, og tog på kærestetur.

Vi er mega gode til storbyferie, hvor der er mulighed for at bo centralt, og toget lige er rundt om hjørnet.

Vi nyder at gå i butikker og gå på cafe. Jeg elsker at kigge på mennesker, og dem er der mange af i Berlin… Min kæreste stod i kø hos Starbucks i 20 min for at få en kop kaffe… Jeg tog en pause i sofaen og kiggede på mennesker..

image2 225x300 Dejlige Berlin...

 

image3 225x300 Dejlige Berlin...

En lille tur på Hard Rock… Har er musikken så høj, at der ikke er mulighed for at snakke sammen, så jeg nøjes med at kigge på mennesker…

 

image1 225x300 Dejlige Berlin...Der var koldt i Berlin, men vi havde en hyggelig tur, hvor der også blev mulighed for at starte på julegaverne – dejligt…

 

Udgivet den af Tove | Udgivet i Hobby/Interesser, Rejse | Skriv en kommentar

Kan mine unger mon sidde stille?

Jeg fik besøg af en fotograf for et stykke tid siden og det kom der bl.a disse billeder ud af…Det var drønsvært at få dem til at se “normale” ud. De er så søde at de sidder og smiler helt kunstigt, de vil så gerne være med. De sad faktisk forbavsende stille og det hele var en hyggelig oplevelse. Bortset fra at moderen hér var meget træt bagefter!

 Kan mine unger mon sidde stille?

20141024 20451 243x300 Kan mine unger mon sidde stille?

Udgivet den af Kathrine | Udgivet i Familie og børn | Tagget | Skriv en kommentar

Når heltene dør

Helte agerere som forbilleder, fyrtårne og kompasser.

Viser dig et eksempel som er værd at efterfølge, viser dig hvorlangt væk dit lys kan ses, viser dig en vej gennem sumpen.

Ens forældre dør. Ikke bare rent fysisk men også som de forbilleder, fyrtårne og kompasser de er. Det gør de, når du finder ud af at dine forældre bare er helt almindelige mennesker, at de ikke ved alt, at de ikke altid har ret.

“007 is also gonna die” / Nephew

Aldrig har jeg haft idol billeder på væggen. Men nogle kunstnere har fulgt med mig siden ungdomsårene og agerer også som forbilleder, fyrtårne og kompasser for mig da min forældre var døde som det.

En af disse kunstnere er Bryan Ferry fra Roxy Music. Han var og er alt det jeg ikke var eller er.

Fornyelig var jeg igen til koncert med ham. 69 år er han og spillede musik fra en karriere der startede helt tilbage i 1970. Pludselig gik det op for mig at jeg har “fulgt” ham i mere end 30 år.

På mange måder er han en af min “links” til ungdomårene, hvor så meget bliver ødelagt for at blive bygget op igen.

Ikke at han er den eneste jeg har fulgt, men det slog mig hvor mærkeligt det må være pludselig at se at ens forbilleder, fyrtårne og kompasser dør. Sådan rent fysiskt. Jeg tænker at mange ældre mennesker har det sådan ?

De som spillede til ens ungdomfester er borte, de som spillede til den inderlige kinddans med hende den søde er borte og tilbage er kun “vilde” unge med hængerøv i bukserne…

PS: Superhelte dør ikke ?

Udgivet den af Henrik | Udgivet i Tanker | Skriv en kommentar

Oslo tur/retur

Vi var på et af de der mini cruises fra København til Oslo. Ungerne blev hjemme hos mormor. De skulle både på cafe og i bio, så de var vist glade for, at vi smuttede på mini cruise. Vi skulle med det skib, Crown Seaways, jeg selv arbejdede på for mange år siden. Det er blevet sat rigtig meget i stand siden jeg var der, men det lignede nu alligevel sig selv mange steder. Der var ingen af mine kollegaer tilbage fra dengang men det nuværende personale var altså også helt fantastisk. Vi havde en dejlig kahyt med vindue og god plads Det lignede mere et hotelværelse end en kahyt på et skib. Indsejlingen til Oslo gennem fjorden var lige så smuk som jeg huskede den. Jeg havde jo ævlet om den mange gange og min mand havde skyhøje forventninger. Han blev  imponeret og var lige så betaget af Oslo fjorden som jeg altid har været, og med sådan et cruise ser man den jo to gange. På vej ind til Oslo om morgenen og på vej ud igen om aftenen. Selvom det var gråt og regn, ja så var fjorden altså stadig bare så flot og der er steder, hvor der er så smalt man føler man kan røre land, hvis man stikker armen ud.

Jeg havde selvfølgelig min lille miniscooter med, så vi kunne komme rundt i Oslo. Det regnede – men det var alligevel hyggeligt at gå rundt der. Så vi var turister for en dag i Oslo, inden vi gik ombord på skibet igen. Vi slappede så meget af, at vi var rigtig trætte da vi kom hjem. Det er vel det der sker, når man har kunne køre på halvt blus i et par dage. Jeg fik læst halvdelen af min bog og drukket lidt flere cafe latter end jeg normalt gør. Vi fik også den lækreste mad begge aftener og en kæmpe morgenbuffet om morgenen. Ren forkælelse og vi følte nærmest, at vi var på bryllupsrejse igen.

PhotoGrid 1413725522240 Oslo tur/retur PhotoGrid 1413725697551 Oslo tur/retur

Udgivet den af Mette | Udgivet i Håndtere MS, Rejse | Tagget , | Skriv en kommentar

Hvad gør jeg ved al den uretfærdighed?

Det Indiske Ocean 001 Hvad gør jeg ved al den uretfærdighed?Min empati er en mærkelig størrelse. Da vi boede i Mozambique kæmpede jeg noget med at tæmme den, så mine medmenneskers skæbner ikke hele tiden skulle gøre mig fortvivlet og ked af det. Til sidst – tror jeg – lykkedes det mig at blive temmelig kynisk. Måske var det heller ikke smart på alle måder, men i det mindste hjalp det mig til at kunne fokusere på min brik i den større opgave her.

I sin tid fik jeg blandt andet mit netværk gennem en gruppe af udenlandske kvinder, som boede her af forskellige udviklingsorienterede grunde. Og denne gruppe kom til at have en stor betydning for mit velbefindende. Vi mødte alle lignende kulturbarrierer, og så var det enormt plejende at have nogen at snakke vores modstand igennem med. Jeg vil aldrig påstå, at min danske kulturopdragelse minder om fx den amerikanske eller sydafrikanske, men alligevel mere end den mozambiquiske!

Efter nogle dage i Mozambique nu bliver min kynisme pludselig smadret, når de uoverskuelige skæbner bliver menneskers, som jeg identificerer mig med!

Ud over arbejde og møder har vi også haft tid til at besøge venner, og i søndags aftalte jeg med Lisa at spise frokost i hendes restaurant nede på stranden. Lisa og hendes mand er hvide sydafrikanere, og de har startet en lille lodge op fra bunden. Lisa har HIV, men har hele den tid, jeg har kendt hende, haft det godt på medicinen.

I søndags fortalte hun så, at hun var blevet nødt til at stoppe med at få medicin på den offentlige klinik, da der dér var for stor fare for at blive smittet med tuberkulose. Hun begyndte da på privatklinik, men måtte hér også stoppe, da det gik ned ad bakke med turismen og forretningerne, og de hverken kunne betale deres arbejderes løn eller hendes medicin.

Her er intet socialt net. Renten er 32 % i banken. What to do?

Lisas behandling koster endda kun 500 kr. om måneden. Min koster så meget mere, at jeg ikke engang kender beløbet. Og jeg modtager den bare som en selvfølge.

Det kan godt være, at mit liv ikke altid er en dans på roser. MS har sat sine kraftige spor, og jeg må leve af en pension, der ligger betydeligt under mine danske venners løn. Men hold da op, hvor har jeg mange muligheder. Og der vil ikke engang gå noget af mig ved at hjælpe Lisa.

Udgivet den af Lisbet | Udgivet i Håndtere MS, Rejse | Tagget , | Skriv en kommentar

7år med sclerose og noget om accept.

Fortsat…..

Ja, der er nu gået 7½år siden den der torsdag, hvor en optiker bad mig få mit øje kigget på. Der er gået 7år siden vi flyttede til Danmark og der er gået 7½år med blandede følelser, forsøg på accept, mange ting accepteret og nogle ting jeg nok aldrig lærer at acceptere.

Jeg har et dejligt liv, skønne børn og en fantastisk mand. Vi lever og husker at leve i nuet så meget det nu er muligt. Manden og jeg taler da om, at jeg kan blive værre fysisk men det kan vi acceptere. Vi taler også om, at det pludselig kan ramme mig kognitivt, hvilket ingen af os vil tænke for meget på og nok noget jeg vil have svært ved at acceptere.

Vores børn er nu 7 og 9 år og de tænker ikke over deres mor er syg hver dag, men somme tider gør de, og så snakker vi om det. Det at jeg er fysik handikappet er bare en del af livet, de hjælper med småting uden brok – tror ikke de egentlig tænker på det, men bare gør det der lige er brug for. Men de er selvfølgelig også bare børn og min sygdom skal ikke fylde for meget, de skal også have lov til at skælde ud, være træt af, være sur på eller hvad det nu måtte være de har brug for. Ligesom jeg også gerne må være en sur mor, en skrap mor eller en pylret mor, selvom jeg har sclerose. Min mand og jeg er enige om, at sclerosen er en del af vores liv, vi har til dels accepteret den, men den skal IKKE leve vores liv. Det skal vi selv og vi er rigtig gode til det!

Det her var min historie indtil nu, den er langt fra slut for jeg lever og elsker livet, men for nu er min historie slut. Jeg har nydt at skrive den og jeg håber du har nydt at læse med.

SLUT!

Udgivet den af Mette | Udgivet i Min MS historie | Tagget | Skriv en kommentar

bare midlertidigt

Den anden dag da jeg tænkte over universets storhed og meningsløshed (jeg var helt ædru) kom jeg til at tænke på det jeg godt vidste, og i nogen sammenhænge allerede var bevidst om: nemlig at det hele bare er midlertidigt, alt flyder og alt er kun til låns.

Fra dag 1 var jeg helt klar over, at mine dejlige børn kun er til låns – lige som jeg kun er til låns for dem. Jeg har jo bare været en slags bodyguard og en dag er jeg her ikke mere. Og der håber jeg, er faktisk sikker på, at de vil klare sig. Ikke at det ikke kan blive turbulent, dumt og grimt – men det er det også nu…..

Jeg er også formand i en fotoklub. jeg selv har været med til at starte, men det er jo ikke MIN klub, som i jeg ejer den ikke. Det er alle medlemmernes klub – jeg har bare fået lov til i en periode at være besætningsmedlem. Og det er jeg glad for. Min rolle er “bare” at passe godt på den, til den næste tager over.

Måske er der nogle, som har arvet et gods, der har været i deres familier længe og de er måske helt bevidst om at de bare er bodyguards, at det kun er til låns og at det skal gives videre.

Jeg har ikke et gods og har intet der har været i familien i generationer.

Hmm…måske skulle jeg alligevel få et gravsted ? Et mausolæum, der kan gå i arv til de næste generationer…..måske udformet som et rumskib ?

Udgivet den af Henrik | Udgivet i Hobby/Interesser | Skriv en kommentar

Går jeg mod efterår eller forår?

efterårslyng i forårsfarver Går jeg mod efterår eller forår?

Da jeg var i Ry, så jeg disse lyngplanter i Kvickly. De gjorde mig glad og forvirret på samme tid. Betyder de efterår eller forår?

Men nåh ja. Det er ligemeget for mig. Jeg bevæger mig alligevel lige nu fra dansk efterår til mozambiquisk forsommer. Og det føles meget godt.

Udgivet den af Lisbet | Udgivet i Rejse | Tagget | Skriv en kommentar