Jeg har haft en lille pause fra bloggen.
Jeg tror jeg havde svært ved at forholde mig til sygdommen. Selvom jeg synes, at jeg har set sygdommen i øjne, og jeg forlængst er kommet over realiteterne, så er jeg nok det ikke helt alligevel. Da jeg skulle have fortaget scanningen, begyndte angsttankerne at komme igen. Hvad nu hvis jeg stadig var hårdt ramt inde i kroppen, og jeg ikke
Jeg tror jeg havde svært ved at forholde mig til sygdommen. Selvom jeg synes, at jeg har set sygdommen i øjne, og jeg forlængst er kommet over realiteterne, så er jeg nok det ikke helt alligevel. Da jeg skulle have fortaget scanningen, begyndte angsttankerne at komme igen. Hvad nu hvis jeg stadig var hårdt ramt inde i kroppen, og jeg ikke
fik de nyheder, som jeg så gerne ville høre . Så ville sygdommen være lige under overfladen, da det kun vil være gået i stilstand. Heldigvis, som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, var scaningen god. Jeg var naturligvis lettet, men alligevel havde jeg ikke lyst til at skrive blog, fordi så skulle jeg igen ind i rammen som scleroseramt. Det er måske lidt sigende som menneske, at man stikker halen lidt mellem benene, og ligger det hele bag sig, som om intet var sket. Det er naturligvis ikke sundt, for pludselig kommer det hele med dobbelt kraft tilbage, men jeg ser det som en ting jeg skal forbedre hos mig selv.
Man kan se det lidt som en mangelende betaling. Hvis man bare gemmer regningen, kommer brevkonvolutten tilbage med renter.
Det bedste man kan gøre for sig selv er at være ærlig. Måske vil man komme til at gå et skridt tilbage, men derefter går man som regel 3 skridt frem. Heldigvis er jeg tilbage i god form, og har masser af ideer til nye blog indlæg. Jeg håber jeg er kommet tre skridt frem, efter at havde gået et tilbage :-)
