Ærligt skal jeg indrømme, at det er nemmere at skrive, når jeg er fuld af inspiration fra sjove, pudsige eller kontrastfulde oplevelser.
De sidste par dage har jeg gået og spekuleret på, om jeg skal hive en eller anden gammel historie frem, som jeg kan bruge som katalysator til en lille opmuntrende anekdote. Eller om jeg skal blive ved med at tro på, at ærlighed er mit unikke plus – også når den er ubehagelig…
Egentlig har jeg ikke grublet mig frem til et svar, men kan måske ikke andet end at være ærlig.
Jeg synes, livet for tiden byder på et lidt for stort kaos af frosne vandrør, computere og andet dyrt, der går i stykker, personlige opdagelser, der gør ondt og ikke mindst enorme vanskeligheder og brudte løfter i Mozambique.
I de sidste af disse aspekter kan jeg se, at min naivitet har været massiv. Det gør mig flov, og i denne flovhed drukner min skrivelyst en smule…
Åh, hvor jeg glæder mig til ikke at være så flov længere! Stadig tror jeg på, det sker. Og stadig tror jeg på, at man kommer længst med ærlighed. Men min naivitet er jo også massiv…
