En god uges tid har jeg nu været på Sclerosehospitalet.
Modsat fra tidligere ophold er mit primære fokus denne gang ikke på træningen. Derimod mærker jeg disse dage, hvordan det gør underværker at få lidt ro på livet.
Jeg troede egentlig, jeg havde styr på, hvad det er, min sygdom gør ved mig. Men åbenbart ikke…
Så nu vil jeg lære det! Og jeg oplever velsignelsen ved at være blandt mennesker, der følger mig ud på denne spændende rejse. Både det kompetente personale fra de forskellige faggrupper, men også i høj grad flere af de andre dejlige sklerosemennesker, der er her, coacher mig. Gennem undervisning, værksteder, samtaler og almindelig snak.
Jeg er fuld af begejstring! Og jeg håber, jeg snart vil kunne skrive lidt om, hvad jeg finder frem til.
