For noget tid siden udfyldte jeg et spørgeskema som led i forskning af arv og miljøs påvirkning på MS. Blandt andet skulle jeg skrive, hvor mange steder, jeg havde boet i mit liv. Det blev til 14 – inklusiv Honduras, Brasilien og Mozambique.
Denne måned er det 11 år siden, min mand og jeg flyttede fra 28 km² i Gellerupparken, Århus til næsten det 10-dobbelte her i Fitting, Vorbasse. Man skulle ikke kende mig dybt for at vide, at det ikke var min livsplan nummer 1 at blive bondekone, og jeg klarede da heller ikke integrationen helt så sejt, som jeg havde besluttet mig for. Men udfordringer, som følger med MS, kan man jo ikke planlægge sig ud af – ligesom de ville have meldt sig alligevel på andet sted.
I dag, fredag, til middag, da min mand ringede og spurgte, om jeg kunne sætte frokost på bordet til de høst-arbejdende, slog det mig pludselig, at jeg faktisk er kommet til at elske livet på landet.
Pudsigt nok har vores meget kære tid i Mozambique endda fået mig til at værdsætte de mærkeligste ting hér. På trods af det store savn af livet dér.
Måske er logikken, at jeg er blevet tilbøjelig til at holde af det skæve og uperfekte – og at tage udfordringer lidt mindre alvorligt. Altså, på den gode måde, tror jeg.
Så nu vil jeg simpelthen læne mig tilbage her på terrassen, ignorere min 2-do-liste og nyde den sidste sol og lyden af alle de store maskiner, der næsten overdøver fuglefløjten.
Endda tanken om, at jeg nu har boet det samme sted næsten en fjerdedel af mit liv, er rar i dag…
Jeg husker tydeligt hvordan du sagde “det lugter af land” Når du var paa ferie hos os. He he godt at høre alt er vel som bondekone. Tak for altid gode indlaeg paa din blog.
Mange knus G
Ja ja, du husker også så meget ;) Tak for din søde kommentar!
Jeg savner helt Lolland, når du fortæller så dejligt om land- livet.
Jow, jow – det er vel ikke så svært at blive lidt forelsket i livet, når solen skinner ;)