Da min mand læste min blog til embedslægen i onsdags, satte hans ansigt sig i de der folder, som det nu engang gør, når han spotter for meget brok. Selv syntes jeg faktisk, jeg var meget skæg – men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se, at jeg må skynde mig at råde bod på surheden.
I øvrigt kunne jeg have valgt at lægge fokus på det pragtfulde personale både på mit lægehus og borgerservice, der gjorde en indsats ud over det almindelige, så der er håb for, at jeg har et fuldgyldigt kørekort med i lommen, når jeg rejser tre uger til Mozambique om fjorten dage.
Lige nu er jeg så småt ved at planlægge turen. Som man nu kan planlægge en tur til landet, der lærte mig tålmodighedens kunst så grundigt, at en enkelt bureaukratisk embedslæge ikke burde kunne få mig ud i sarkastisk blogskrivning.
Ironien lod mig klukke lidt her til morgen, da jeg faldt over denne artikel, skrevet af en kvinde, jeg mødte i Mozambique. Både glad, nostalgisk og lidt flov gjorde den mig.
Snyd ikke dig selv for at læse Annes ord – jeg kunne ikke have skrevet dem bedre selv.
(Klik på billedet)
