Når jeg skal ind på det nærmeste hospital, for at få medicin, er det af ren pligt. Jeg har egentlig ikke lyst til at blive stukket med nålen, og læse i min endeløse bog. Jeg behøver ikke læse i min bog. For omkring mig sidder altid søde, og snaksaglige mennesker……. Læs resten
Jeg synes faktisk, at jeg generelt er et meget positivt menneske, men der sker et eller andet med mig, når min kæreste kommer og fortæller mig, at en kollega eller måske et familiemedlem spørger ham – Hvordan har “hun” det? ….og “hun” er … Læs resten
Jeg er normalt ikke en person, der går ikke op i teknik og nye telefoner, men i dag fik jeg en åbenbaring. Da jeg i denne weekend skulle hjem til Lolland, og besøge min familie, var mig og min søster en tur i byens center. En af de normalt meget irriterende sælgere, fik sat sin sultne tænder i mig. Han har nok tænkt, at jeg lignede et let offer, og det havde han ret i….. Læs resten
Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på religion, men nu vil jeg prøve at skrive lidt om hvad jeg tænker.
Jeg er døbt og konfirmeret. Så jeg er jo et kristent menneske. Men…. Læs resten
Til daglig arbejder jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave i Roskilde.
Jeg tror aldrig jeg kunne finde på at tage en pædagoisk uddannelse, men jeg må indrømme, at jeg syntes arbejdet er utrolig spændende, og givende.
De første par uger, var utrolig hårde. Lyd niveauet blandt 35 børn kan virke dissederet skræmmende!
Læs resten
D. 7 Januar tog jeg og resten af FC Roskilde holdet hul på forårssæsonen. Den absolut vigtigste sæson i FC Roskildes korte historie.
Jeg spillede selv for Lolland Falster Aliancen, fra juli til december, så jeg har ikke været en del af nedturen. Men jeg er selv tilbage i Roskilde nu, og er derfor en del af nedturen, og er en del af den gruppe, som skal redde klubben mod nedrykning. Vi er under stregen i 1. division, men vi er tæt på de andre hold, som kæmper om overlevelse.
Jeg vil lige hurtigt remse min historie op, for at give et billede af min skæbne.
Jeg har præcis om 29 dage levet med min sygdom i et år. Eller faktisk to, men jeg tager udgangspunkt i hvornår diagnosen blev stillet, og bragt til mig, i en alder af 21 år.
Jeg husker tydeligt samtalen på sygehuset. Jeg husker at jeg følte mig helt desorienteret. En blanding af benægtelse og frygt, fyldte mit hoved. Benægtelsen gjorde mig sur og stædig, og frygten om det uvisse, lå bag facaden. Jeg prøvede at leve videre uden at tage hensyn til min sygdom. Jeg pressede mig selv på alle mulige måder.
Jeg tog til fest, selvom jeg stadig var hårdt mærket af anfaldet, jeg igen havde fået. Men da min krop ikke ville mere, efter et par timer til festen, kunne jeg mærke det hele falde sammen. Jeg troede mine dage som fodboldspiller, og aktivt stærkt menneske var på vej i grøften.
Men efter min mindre depression, begyndte jeg heldigvis at tænke mere positivt om mit ”nye” liv. Min far brugte meget tid på nettet, for at undersøge nye forskningstiltag, og gjorde mig konstant opmærksom på, at fremtiden så lysere ud, end jeg selv troede.
Det lyder nok mærkeligt for de fleste, men sygdommen har også bragt gode ting med sig.Jeg ville med glæde slippe sygdommen hvis jeg kunne, men set i bakspejlet, så er jeg blevet mere bevidst om livskvalitet. Jeg ved nu hvor vigtig min nærmeste er for mig. Min familie, min kæreste, og mine venner. Den livsglæde man får ved de mindste oplevelser, som jeg tidligere har taget for givet. Det er utroligt jeg kan efter det første år, vende de meget negative tanker til noget positivt.
Jeg er i den heldige situation, at min medicin virker efter hensigten, og at min krop virker helt som den gjorde, inden sygdommen satte sit præg.
Hvis nogen har fået samme ”åbenbaring” som mig, er i mere end velkommen til at knytte en kommentar. Jeg er ny i denne blog, og har faktisk ikke snakket med nogen, der har samme diagnose som mig.
Forsat god dag
Læs resten
